Om puzzlr

Det første møde

På et besøg hos familien i Taiwan faldt jeg over en lys og farverig butik med Pintoo-puslespil. Puslespillene var levende og helt anderledes, og jeg blev med det samme fan for livet. Jeg købte så mange, som der kunne være i kufferten, og besluttede at gå på indkøb i butikken på hver eneste tur til Taiwan.

Der gik ti år, før jeg planlagde den næste rejse – og da jeg endelig skulle af sted i 2020, blev turen aflyst på grund af en pandemi. Jeg kunne ikke vente længere og ledte efter europæiske butikker med Pintoo.

Jagten

Jeg fandt kun én, der stadig havde Pintoo på lager, og den sendte ikke til Danmark - den fantastiske Doktor Panush. Samme dag sendte jeg to mails: én med en bøn om at sende til Danmark – og én til Pintoo i Taiwan for at høre, om jeg selv kunne blive importør. Butikken sendte til mig, og Pintoo sagde ja.

Pintoos katalog er fantastisk – jeg bestilte alt det, jeg selv ville have. Hvis jeg elsker det, så elsker andre det sikkert også. Fra de søde miniature-puslespil med staffeli, til den farverige globus, der kan dreje rundt.

Drømmen

Målet er at skabe flere Pintoo-fans i Danmark, så puslespillene en dag står fremme alle de steder, man kan købe puslespil – i boghandlen, i spillebutikken og i supermarkedet. Og samtidig støtter jeg en fantastisk virksomhed fra Taiwan.